Ikea tømt for kunder: Blev sendt udenfor
Stor evakuering kort før middag
Samtlige kunder i Ikea i Aarhus blev sent tirsdag formiddag sendt udenfor på parkeringspladsen foran det store møbel-varehus.
Varehuset blev tømt umiddelbart efter, at alarmen gik. Via højttalerne fik både kunder og ansatte at vide, at de skulle forlade bygningen.
Det viste sig dog senere, at evakueringen var en del af en brandøvelse, hvor Ikea testede sine interne procedurer og varslingssystemer.
For at episoden skulle give et retvisende billede af, hvordan systemerne virker, fik både de evakuerede kunder og ansatte først senere at vide, at der var tale om en øvelse.
Det er hemmeligt, hvor ofte Ikea afholder brandøvelser. Øvelserne bliver løbende afholdt uden kunder, men en gang imellem skal procedurerne altså testes med kunder, har varehuschef Lena Vandal tidligere fortalt til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Tilbage i april sidste år gennemførte Ikea en tilsvarende øvelse i varehuset i Skejby. Dengang blev kunderne tilbudt en gratis kop kaffe eller te, da de igen blev lukket indenfor.