Flere vil uddanne sig til ingeniør
De østjyske udbydere af ingeniøruddannelser kan i år notere en stigning i antallet af ansøgere til uddannelserne
Der er større søgning til de østjyske ingeniøruddannelser. Det står klart, efter man har opgjort de mange ansøgninger til de videregående uddannelser tirsdag.
På både Aarhus Universitet og VIA University College har man bemærket en stigning i antallet af ansøgere til ingeniøruddannelserne.
På Aarhus Universitet er der ni procent flere, der har valgt en ingeniøruddannelse på universitetet som første prioritet sammenlignet med forrige år. Samlet set har universitet fået 14 procent flere ansøgninger til ingeniøruddannelserne i forhold til 2015.
Det er uddannelserne som bygningsingeniør, informations- og kommunikationsteknologiingeniør og maskinteknik, der har mange flere 1. prioritetsansøgninger sammenlignet med 2015.
SE OGSÅ: Veluddannede flygtninge hjælper østjyske virksomheder
Hos VIA University har man også noteret en stor interesse for ingeniøruddannelserne i blandt andet Horsens og Aarhus. VIA har 10 ingeniøruddannelser, og de har i alt modtaget 1.143 ansøgninger, og det er en fremgang på 26,4 procent i forhold til sidste år.
Hos VIA skønner man, at det er fordi ingeniøruddannelserne er målrettet erhvervslivet, og den nyuddannede kan træde direkte ind på arbejdsmarkedet. Det skriver uddannelsesinstitutionen i en pressemeddelelse.
Tirsdag klokken 12 var der deadline for ansøgninger til de videregående uddannelser over hele landet. Den 30. juli får ansøgerne besked, om de er optaget på de forskellige uddannelser.
Stigning i forhold til 2015
VIA University College har 26,4 procent flere ansøgere til ingeniøruddannelserne.