Få cyklen forårsklar
Få tips fra cykelmekanikeren
Foråret er over os, og rigtig mange har trukket jernhesten ud af skuret. Det mærker man blandt andet hos cykelforretningerne, der lige nu har travlt med at forårsklargøre østjydernes cykler.
Det fortæller cykelmekaniker Thomas Ammentorp fra ROWI Cykler i Aarhus onsdag i Go' Aften Østjylland.
- Vi har utrolig travlt lige i øjeblikket. Foråret er kommet lidt tidligere i år end det plejer, og det er vi ramt lidt af. Vi plejer at kunne afspadsere lidt på nuværende tidspunkt, siger han.
Gør det selv
Thomas Ammentorp understreger, at det selvfølgelig er et positivt problem, at forretningen i øjeblikket reparere 35 cykler dagligt og sælger ca. 10 nye.
Men selvom mange vælger at indlevere cyklen til mekanikeren, kan man også sagtens selv gå i krig med cykelklargøringen derhjemme.
- Hvis man selv har tid og lyst, skal man nok sætte en god times tid af til det. Man skal have tjekket dæktryk, kædelinien skal være stram, og cyklen skal have smørring på kæde, bolte, låsecylinder, støttefod, og alt hvad der ellers er, siger han.
I klippet herover kan du se Thomas Ammentorp demonstrere, hvordan du selv kan gøre cyklen forårsklar. Du kan også se det i Go' Aften Østjylland onsdag kokken 18.20 og 21.20.