Allergi-boliger fyldt med svamp
Skimmelsvamp i allergivenlige boliger gør beboere syge
Astma- og allergivenlige boliger i Skejby i det nordlige Aarhus viser sig at være stærkt plagede af skimmelsvamp.
Boligerne, der hører under boligselskabet Lejerbo, skulle egentlig tilhøre den bedste kategori inden for sunde og allergivenlige boliger. Men ifølge flere af beboerne er boligerne befængt med skimmelsvamp:
-Når det nu er en astma- og allergivenlig bolig, man flytter ind i, så regner man selvfølgelig med, at der er ordnede forhold. Så jeg synes, det er meget skuffende og deprimerende at leve et sted, hvor tingene ikke er i orden, fortæller Birgitte Holst, der er førtidspensionist og beboer i et af Lejerbos allergivenlige huse, til TV2 | ØSTJYLLAND.
Forholdene har betydet at flere af beboerne i de astma- og allergivenlige boliger er blevet syge. Og ifølge beboerne er det ekstra grotesk at netop deres boliger er plaget at skimmelsvamp. Det er nemlig huse, der er bygget specielt til folk med astma og allergi.
Beboerne har i længere tid forsøgt at få Lejerbo til renovere deres huse, men indtil videre uden held.
Se hele indslaget ved at klikke øverst på denne side.