Afsløring: Svinefarm tiltalt for at behandle grise 'groft uforsvarligt'
Virksomheden bag en større svinefarm i Østjylland og stedets driftsleder er tiltalt for at have behandlet syge grise 'groft uforsvarligt'.
Virksomheden bag en større svinefarm med smågrise i Østjylland og stedets driftsleder er tiltalt for at have behandlet syge grise 'groft uforsvarligt'.
Det viser en aktindsigt i sagens anklageskrift, som TV2 Østjylland har modtaget.
Heri kan man læse, at de er tiltalt for brud på dyreværnsloven ved at have behandlet fem syge søer 'groft uforsvarligt' tilbage i 2020. Men det er altså først nu, at sagen skal for retten.
Ifølge anklagemyndigheden blev dyrene ikke beskyttet mod 'smerte, lidelse, angst, varige mén eller væsentlig ulempe'.
De fem søer led af forskellige skader, men på trods af det blev der ikke tilkaldt en læge, og grisene blev ikke flyttet i såkaldte sygestier.
Skal behandles straks
Den ene gris var opstaldet i en fareboks, selvom den i flere uger havde været halt, og den havde et alvorligt skuldersår på venstre skulder. I en fareboks kan en gris ikke lægge sig ned for at beskytte dens smågrise.
En anden so stod også i fareboks, selvom den i mindst en uge havde haft en vaginalprolaps, der betyder, at dele af de indre organer helt eller delvist er faldet ud af soens vagina.
Tre andre søer gik rundt med rektalprolapser på mellem 10 og 15 centimeter. Alle tre dyr havde gået med prolaps, der betyder, at dele af endetarmen er presset ud af endetarmsåbningen, i mindst en uge.
Sagen kører ved Retten i Aarhus på fredag. Der er nedlagt påstand om bødestraf.
TV2 Østjylland har været i kontakt med virksomheden og driftslederen, der begge nægter at kommentere sagen.