Vi kan få det vådeste døgn siden slutningen af februar
Perioder med silende regn venter os torsdag.
Efter den første forårsdag blev en realitet onsdag, er forårsvejret skærtorsdag for en stund sat lidt på pause.
Det kan således være en god idé at væbne sig med en paraply, når et regnvejr fra syd i løbet af dagen skal op over store dele af landet. I perioder er der udsigt til decideret silende regn.
Faktisk kan skærtorsdag blive den vådeste dag i omkring en måned.
Imidlertid er der også dele af landet, som kan gå stort se tørskoet gennem dagen.
Sådan rammer regnen
Fra dagens begyndelse står den på tørvejr i hele landet.
Enkelte solstrejf kan forekomme over især de østlige landsdele, men for de fleste danskere står den på overskyet vejr.
Fra først på formiddagen bevæger et lavtryk sig op over landet, hvilket i første omgang giver regn over Syd- og Sønderjylland samt Fyn.
I eftermiddagstimerne bliver regnvejret efterhånden mere udbredt – dog hovedsageligt vest for Storebælt. I den østlige del af landet står den kun kortvarigt på lidt let regn.
Regnvejret forventes at stå på i maksimum tre til fire timer, inden der er mulighed for opholdsvejr igen.
Temperaturen når op mellem 7 og 10 graders varme, mens vinden frisker en smule op i forbindelse med regnvejret til en jævn vind fra sydvestlig retning.
Opholdsvejret varer ved indtil i aften, hvor en smal stribe af regnbyger trækker op over Fyn og Østdanmark.
Samlet set kan der i dagens løb falde op mellem fem og ti millimeter regn. Vådest bliver det i den sydlige del af Jylland, mens Nordsjælland og Bornholm kun har udsigt til meget få millimeter.
Hvis der falder mere end 5,6 millimeter på landsplan, bliver det den vådeste dag siden 23. februar.