Seneste nyt

Her får du dagens østjyske nyheder i kort form. Vi opdaterer fra morgen til aften, hver dag. Du kan sende tips, billeder og video til tip@tv2oj.dk

Oversigt

Software skyld i internet-nedbrud

Det var en software-opdatering natten til mandag, som var skyld i, at 20.000 Norlys-kunder mandag morgen ikke havde internet. Det fortæller pressechef Michelle Hald til TV2 Østjylland.

I løbet af formiddagen er det lykkedes at rulle opdateringen tilbage.

- Klokken 10.20 begyndte folk løbende at komme på igen, og klokken 11.15 var alle kunder online igen, fortæller hun.

Enkelte kan dog stadig have problemer. Er det tilfældet, opfordres man til at genstarte modemmet.

- Vi beklager de gener, det måtte have givet, siger Michelle Hald.

De 20.000 berørte kunder var primært kunder i Vest-, Nord- og Midtjylland.

Salling Group afslører rekordomsætning

Der er grund til at kippe med flaget i Salling Group. For første gang nogensinde har selskabet rundet 70 milliarder kroner i omsætning. Det oplyser Salling Group i en pressemeddelelse med offentliggørelsen af regnskabet for 2023.

Omsætningen er derved steget med 5,7 procent i forhold til året før. Også resultatet på bundlinjen er større end i 2022. Her lyder resultatet på 1,6 milliarder kroner mod 972 millioner i 2022.

- Efter 2023 står Salling Group med et historisk stærkt momentum, der giver os unikke muligheder for at accelerere udviklingen af vores forretning, siger Anders Hagh, administrerende direktør i Salling Group.

Salling Group står blandt andet bag dagligvarebutikkerne Bilka, Føtex og Netto.

Overfaldet ved svømmehal: Offer havde tydelige tegn på vold

En 35-årig mand blev angiveligt overfaldet søndag eftermiddag ved Gellerupbadet.

Søndag sidst på eftermiddagen rykkede Østjyllands Politi ud til Karen Blixens Boulevard ved Gellerupbadet i Brabrand.

Anmeldelsen, som indløb klokken 17.39, gik på, at flere mænd var oppe at slås. Da politiet ankom til stedet, lå en 35-årig mand på jorden, som tydeligt havde været udsat for vold, oplyser Østjyllands Politi til TV2 Østjylland.

Kørt til skadestuen

Manden blev kørt til skadestuen til behandling for skader og brud.

Østjyllands Politi oplyser, at den foreløbige efterforskning tyder på, at en mindre gruppe mænd angiveligt har overfaldet den 35-årige. Årsagen til det er ikke kendt, men han blev sandsynligvis udsat for flere slag og spark.

Politiet foretog afhøringer på stedet og undersøgte for spor. Nu skal efterforskningsarbejdet i gang for at finde frem til gerningsmændene og afklare, hvad der præcist skete.

V får laveste måling nogensinde

Venstre kan mandag konstatere partiets laveste Voxmeter-måling nogensinde.

Regeringspartiet står til 8,0 procent af stemmerne i målingen, som Voxmeter har foretaget for Ritzau.

I oktober sidste år blev Venstre målt til 8,5 procent af stemmerne, hvilket var det hidtil laveste hos Voxmeter, der har målt partierne siden 2001.

Der er en statistisk usikkerhed på 1,7 procentpoint i målingen for Venstre. Den maksimale usikkerhed på de enkelte partier i målingen er på +/-2,6 procentpoint.

Med de 8,0 procent står Venstre som landets femtestørste parti. Socialdemokratiet, Liberal Alliance, SF og Danmarksdemokraterne kan alle i den rækkefølge mønstre større opbakning i meningsmålingen.

/ritzau/

Sigtet for voldtægt af 16-årig

En 29-årig mand bliver mandag klokken 11.30 fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Randers. Han er sigtet for natten til lørdag at have voldtaget en 16-årig pige.

Det oplyser Østjyllands Politi på det sociale medie X.

Voldtægtet skulle være sket i en lejlighed i Randers, lyder det i opslaget.

Ifølge Østjyllands Politi vil anklageren anmode om lukkede døre til grundlovsforhøret, og derfor har politiet på nuværende tidspunkt ikke yderligere informationer.

20.000 kunder uden internet

Energiselskabet Norlys, som blandt andet også udbyder telefoni og internet, oplyser til TV 2, at et servicearbejde natten til mandag har gjort, at 20.000 kunder har mistet internetforbindelsen.

På Norlys' hjemmeside fremgår følgende tekst:

"Vi har i øjeblikket problemer med internet og telefoni i store dele af Danmark.

Vi arbejder på at få problemet løst hurtigst muligt.

Beklager de gener dette medfører."

Det er ikke mere specifikt angivet, hvor i landet, der er problemer, men ifølge TV 2 er det i Jylland.side.


Letbane-fejring er begyndt

Letbanen fejrer mandag og tirsdag fem års fødselsdag. I den forbindelse har Letbanen flere tiltag i gang, og mandag morgen blev der skudt hul på fejringen med morgenbrød til brugerne på flere stationer rundt omkring.

På stationen i Ryomgård var det borgmester Michael Stegger (S), som stod klar med morgenmad.

Senere mandag er der fejring på Skolebakken, Herman Sallings Plads i Aarhus, hvor transportminister Thomas Danielsen (S), Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S) samt regionsrådsformand Anders Kühnau (S) er til stede.

Tirsdag kan man køre gratis med Letbanen hele dagen.

Straksdom efter trusler med kniv

Søndag blev en 30-årig mand kendt skyldig i trusler med kniv i Horsens.

Det skriver Sydøstjyllands Politi på sin profil på X.

Manden truede to personer med kniv lørdag i Horsens, og det blev takseret til tre måneders fængsel ved en straksdom søndag.

Den 30-årige modtog dommen, fremgår det af meddelelsen.

Unge vidner til vold i hjemmet klarer sig dårligere

Børn, der oplever fysisk og psykisk vold mellem de voksne i hjemmet, klarer sig dårligere i skolen end deres jævnaldrende klassekammerater.

Det viser nye tal fra Børns Vilkårs rapport "Psykisk vold i hjemmet".

Børn, der er vidne til vold i hjemmet, har gennemsnitligt en fraværsprocent på 9,5. Tre fjerdedele af børnene består 9.-klasses afgangsprøve og de, der består prøven, har gennemsnitligt et karaktergennemsnit på 5,9.

Til sammenligning har deres øvrige klassekammerater en fraværsprocent på 5,2, mens 89 procent består afgangsprøven. De, der består den, gør det gennemsnitligt med et karaktergennemsnit på 7,5.


Festuge i bæredygtigt samarbejde

Aarhus Festuge vil være mere miljøansvarlige. Derfor samarbejder man i år med flere kulturorganisationer om at udforske en ny turnémodel. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Aarhus Festuge.

- Det er både udfordrende og enormt lærerigt, når vi på tværs af kulturorganisationer f.eks. sætter os det benspænd, at de internationale optrædende ikke må rejse med fly, men kun med tog og i elbil, siger Micha Schaarup, producent hos Aarhus Festuge.

Samarbejdet foregår med Bora Bora – Dans og Visuelt Teater fra Danmark og britiske Pavilion Dance South West samt managementbureauet Askonas Holt og tager udgangspunkt i to danseforestillinger, som tematiserer aktuelle og fremtidige miljø- og klimaudfordringer.