Skidt dansk åbning på altetik-EM
28. juli 2010, kl. 07:30
| Af: Ritzau/Mads Schmidt Hansen
Tirsdag formiddag måtte århusianske Sara Slott forlade atletik-EM i Barcelona, og senere på dagen kom turen så også til klubkammeraten Janick Klausen.
Danmark fik en skuffende indledning på EM i atletik, da ingen af de fire danske deltagere, der var i aktion på førstedagen, formåede at komme videre fra de indledende runder. 100-meter-løberen Jesper Simonsen, højdespringeren Janick Klausen (fra Århus 1900 red.) og hækkeløberen Sara Slott Petersen (ligeledes fra Århus 1900 red.) er allerede færdige ved stævnet i Barcelona. Samtidig er Nicklas Hyde færdig i 400-meter-løb. Jesper Simonsens tid på 10,62 sekunder i indledende 100-meter-løb var fire hundreddele af et sekund fra at kvalificere ham til onsdagens semifinaler. Heller ikke Janick Klausen havde den store succes i højdespring, da han fik noteret en højde på 2,15 meter. Klausen fejlede bagefter tre forsøg på 2,23 meter. De 2,15 meter var et godt stykke fra at sikre ham deltagelse i torsdagens finale. Tidligere på tirsdagen måtte Nicklas Hyde forlade konkurrencen i 400-meter-løb efter en tid på 48,65 sekunder. Hyde er dog ikke helt færdig ved EM, da han lørdag udgør en fjerdedel af det danske hold i 4x400-meter-løb. Det måske største danske atletikhåb, Sara Slott Petersen, slog heller ikke til med en tid på 57,28 sekunder i 400-meter-hæk. Tiden var et godt stykke fra hendes personlige rekord. I alt 15 danskere deltager ved EM-stævnet, der slutter på søndag.
|