TV 2 | ØSTJYLLAND, Skejbyparken 1, 8200 Århus N, Tlf 87 42 42 42, redaktion@tv2oj.dk
Østjyske nyheder
Se TV 2 | ØSTJYLLAND på nettet
Se alle TV 2 | ØSTJYLLAND's udsend- elser fra det seneste år.
Nyheder fra Østjylland

Aftale på plads: Boligblokke i Gellerup rives ned

23. juni 2009, kl. 07:13 | Af: Ritzau
 
 
Se også

Kommune og boligforening har indgået ambitiøs aftale om at ændre det socialt belastede boligområde. Almene boliger skal væk.

Tre boligblokke i Gellerup skal rives ned. I stedet skal private ejerboliger erstatte de almene boliger i det socialt belastede område, som også skal have nyt vejsystem og tilføres 500 kommunale arbejdspladser.

Det er nogle af hovedpunkterne i aftalen om fremtiden for Gellerup og Toveshøj som Århus Kommune og Brabrand Boligforening indgik natten til tirsdag. Ifølge Århus’ borgmester Nicolai Wammen (S) er der tale om den hidtil største ændring af et udsat boligområde i Danmark.

Fra at være et udsat boligområde skal Gellerup og Toveshøj udvikle sig til at være en attraktiv bydel med en mere blandet beboersammensætning, siger Nicolai Wammen til Ritzau.

Den politiske styregruppe blev på aftenens møde enige om senest i 2030 at have nedbragt andelen af almene boliger i området fra de nuværende ca. 90 procent til 30 procent. Det skal ske ved at nedrive tre blokke, sælge to blokke samt omdanne to blokke til at huse kommunale arbejdspladser.

Nyt vejsystem
Aftalen indebærer desuden et helt nyt vejsystem med en ringgade, en grøn kile, der gennemskærer området, samt en bygade med erhverv og de kommunale arbejdspladser. Der er desuden planlagt et område med erhverv, boliger og institutioner. Samlet pris skønnes at være ca. 400 millioner kroner.

De nuværende beboere får samtidig en garanti for, at de kan beholde deres boliger.

Ingen bliver tvunget væk fra deres boliger. Men der sker løbende en naturlig udskiftning af beboere, og det vil bane vejen for en ny beboersammensætning. Og med opførelsen af flere ejerboliger vil området på sigt komme til at ligne resten af Århus, siger Nicolai Wammen.

Planen skal nu i høring, inden planarbejdet forventes at blive politisk vedtaget i både Århus Kommune og Brabrand Boligforening i 2010. Håbet er, at man senest i 2013 kan begynde byggeriet. Parterne er samtidig enige om løbende at måle, om der sker fremskridt i beskæftigelse, tryghed, trivsel og sundhed i området. På enkelte parametre skal Gellerup og være som resten af Århus eller bedre, mens man andre steder alene går efter, at der er en positiv udvikling i området.

Venstrerådmand Gert Bjerregaard kalder aftalen 'et markant og endeligt opgør med 30 års forfejlet boligsocial politik'.

- Da forhandlingerne begyndte, stod de borgerlige alene med ønsket om, at der skal tages fat på forandringerne her og nu. Derfor er jeg meget tilfreds med, at der allerede næste år bliver sat en boligblok til salg med mulighed for salg af yderligere en blok i 2011, og at der inden udgangen af 2013 bliver revet tre blokke ned for at skabe det første af fire nye, velfungerende boligkvarterer, siger Gert Bjerregaard.

Se mere i TV 2 | ØSTJYLLAND i tirsdagens udsendelser.


Vejrudsigt
Aktuel vejrudsigt for Østjylland
Tema: Besættelsen
Østjyske nyheder
TV 2 | Nyhederne
31. juli 2010 kl. 17:00
31. juli 2010 kl. 16:58
31. juli 2010 kl. 15:30
TV 2 | Sporten
31. juli 2010 kl. 17:49
31. juli 2010 kl. 17:32
31. juli 2010 kl. 17:14
TV 2 | Finans
Søgning
Søgeord
Nyheder     Website
Nyhedsbrev