TV 2 | Østjylland

16-årig i livsfare efter knivstik

En 16-årig dreng var i livsfare, efter at han blev overfaldet af fire til personer i det vestlige Århus.

Kriminalpolitiet i Århus kom i løbet af fredag eftermiddag et skridt nærmere en opklaring i sagen om en 16-årig dreng, der var i livsfare efter at være blevet såret af tre knivstik i ryggen i Århus-området.

Drengen er blevet afhørt, og det har kastet lidt mere lys over forbrydelsen.

- Han har oplyst, at overfaldet fandt sted i Århus V, og at der var fire til fem personer til stede. Derfor kan vi nu målrette vores efterforskning, siger chefkriminalinspektør Allan Lund fra Århus Politi.

Hvor det nærmere er sket, ønsker politiet ikke at oplyse af hensyn til efterforskningen.

Det var den 16-åriges fætter og onkel, der bragte drengen til skadestuen torsdag aften. Men først efter en langvarig operation blev hans tilstand stabil.

- En pulsåre i ryggen var skåret over, så det var alvorligt, forklarer Allan Lund, der dog oplyser, at drengen er uden for livsfare.

Offeret selv nåede natten til fredag blot at fortælle politiet, hvordan han blev samlet op af sin fætter og onkel på en boldbane eller i et skovområde.

Knivoverfaldet fandt sted mellem klokken 21 og 21.30. /ritzau/

00:14

Video: Flere røg i asfalten på spejlglatte cykelstier

Læs mere