TV 2 | Østjylland

Forretningsmand dømt i olie-sag

En århusiansk forretningsmand skal betale 5,5 millioner kroner efter en mislykket oliehandel.

århusiansk forretningsmand skal betale hele 5,5 millioner kroner i erstatning til boet efter et krakket dansk olieselskab, har Vestre Landsret i Viborg afgjort.

Det drejer sig om to olieselskaber, som gennem mange år blev drevet fra Ærø. Indehaveren opkøbte benzin og fyringsolie i Tyskland til det danske marked til meget lave priser. Priserne var så lave, at det vakte opmærksomhed dels hos hans konkurrenter og dels hos myndighederne.

Det viste sig da også, at han ikke afregnede benzin- og olieafgift samt CO2-afgift til den danske stat, og myndighederne mødte op med et samlet krav på 19 millioner kroner. Dette førte til, at de to selskaber indgav konkursbegæring, og den århusianske forretningsmand meldte sig som køber af 15 ubemandede tankanlæg i Jylland, Fyn og på Ærø.

Efter nogle forhandlinger afgav han i august 2003 et bud på 8,5 millioner kroner, som ifølge kontrakten skulle deponeres på en bestemt dato i august. Pengene blev imidlertid ikke deponeret, og siden viste det sig, at han ikke kunne få finansieringen på plads.

Konkursboernes kurator fik siden solgt de fleste aktiver til en samlet pris på knap tre millioner kroner og krævede herefter differencen i erstatning fra den oprindelige køber.

Kuratoren mente, man havde indgået en bindende aftale, og den måtte indfries. Omvendt mente køberen, at aftalen var behæftet med så store mangler, at han var berettiget til at hæve handlen. Men det er landsretten ikke enig med ham i.

Han kunne have taget de nødvendige forbehold i kontrakten, men da han ikke gjorde det, fanger bordet. Ud over de 5.543.106 kroner i erstatning skal han betale renter af beløbet fra februar 2005 og sagens omkostninger med 350.000 kroner. /ritzau/

00:14

Video: Flere røg i asfalten på spejlglatte cykelstier

Læs mere