TV 2 | Østjylland

Randers FC fik oprejsning

Randers FC fik med en smal sejr over Horsens oprejsning for ydmygelsen i sæsonpremieren.

De to jyske mandskaber Randers og Horsens var fra kampstart tændte på at få hentet sæsonens første SAS Liga point, da de søndag løb på banen foran 4339 tilskuere på stadion i Randers.

Men det var hjemmepublikummet, der fik den superligasejr, de var kommet efter, da de så Randers FC rejse sig oven på 0-5-nederlaget til FC Nordsjælland i sæsonpremieren med en sejr på 1-0.

Rasmus Hansen scorede kampens eneste mål på et tørt og hårdt skud fra kanten af feltet, efter en returbold landede for fødderne af ham i 67. minut. Tilfredsheden og lettelsen lyste ud af Randers' træner Lars Olsen efter kampen.

- Sejren er utrolig vigtig set i lyset af den dårlige og uheldige start på sæsonen, vi fik i Nordsjælland. Derfor søgte vi en slags revanche for at bearbejde nederlaget. For mig selv, spillerne og for byen, sagde Lars Olsen.

Han havde inden kampen understreget, at det vigtigste for holdet var at komme op i tempo, op i SAS Liga-gear.

- Vi skulle have hårdheden i tacklingerne og aggressiviteten tilbage, og det fik vi. Samtidig var det rart at se, at vi til sidst i kampen spillede rigtig god fodbold, sagde han.

Randers formåede i første halvleg ikke for alvor at få åbnet op for Horsens' stærke defensiv. Kun glimtvis var den debuterende og kropsstærke senegaleser Djiby Fall farlig. Efter Randers' scoring til 1-0 øgede Horsens presset og satsede mere offensivt for at få udligningen og det vigtige point med hjem.

Det resulterede i flere kontramuligheder for Randers. Den største tilfaldt Djiby Fall, der kunne have lukket kampen i det 78. minut, hvor han helt fri foran mål skød lige på målmand Søren Jochumsen.

Senegaleseren havde flere gode chancer gennem kampen og et skud i sidenettet i det 90. minut.

Randers er med sejren rykket op på en syvendeplads i tabellen, mens Horsens med nul point deler skæbne med Viborg og Silkeborg i SAS Ligaens bund. /ritzau/

00:14

Video: Flere røg i asfalten på spejlglatte cykelstier

Læs mere