TV 2 | Østjylland

Familie på cykelferie kørt ned

47-årig silkeborgenser i livsfare efter ulykke onsdag. Også hans to store børn er indlagt med kvæstelser.

En 47-årig mand fra Silkeborg ligger torsdag formiddag fortsat indlagt på intensiv afdeling på Aalborg Sygehus med svære kvæstelser efter en trafikulykke onsdag. Ifølge vagthavende hos politiet i Hobro er faren for mandens liv endnu ikke drevet over, men hans tilstand betegnes som stabil.

Manden og hans to store børn - en pige på 19 år og en dreng på 16 - blev kørt ned, da de kom cyklende i Sønder Onsild Stationsby mellem Viborg og Hobro. Ligesom deres far er drengen og pigen indlagt på sygehuset i Aalborg, men de to unges kvæstelser er ikke livstruende.

Ifølge vidner kørte de tre cyklister pænt efter hinanden i højre side af vejen, da de blev påkørt bagfra af en 62-årige mandlig bilist.

Bilisten har forklaret politiet, at han formentlig var faldet i søvn et kort øjeblik, eller blev blændet af solen. Han er afhørt med en sigtets rettigheder og kan se frem til en form for straf for at være skyld i ulykken.

00:14

Video: Flere røg i asfalten på spejlglatte cykelstier

Læs mere