Pressalit har million-overskud
Nedgang i forhold til sidste regnskab
Den østjyske virksomhed Pressalit med hovedsæde i Ry kan præsentere et årsregnskab for 2011 og et overskud på 24,1 millioner kroner.Virksomhedens direktion betegner resultatet for acceptabelt.
- Det er en udfordring for os at have vækst, når økonomierne i Europa er så pressede. På den baggrund er Pressalits årsresultat acceptabelt, forklarer ordførende direktør Dan Boyter.
Overskuddet er en anelse lavere end de forgange år. Nedgangen skyldes først og fremmest afviklingen af aktiviteter i England og den usikkerhed, der præger de trængte, europæiske markeder.
- Selvom vi mærker, at de europæiske markeder er ustabile, er vores vækstambitioner for de kommende år ikke lagt i skuffen. Vi har intensiveret vores fokus på nye markeder, hvor vi allerede er gået ind på det russiske. Vi er i virksomheden gearet til vækst, og vi tror fortsat på, at fremtiden ser lys ud, fortæller Dan Boyter.
Pressalit blev etableret i 1954 og er i dag en af Europas førende producenter af toiletsæder og badeværelsesløsninger for bevægelseshæmmede.
Ved årsskiftet beskæftigede virksomheden i alt 376 ansatte - heraf 314 i Danmark.