Vestas sætter tal på fyringer
118 mister arbejdet i de tre østjyske afdelinger
Vindmøllegiganten Vestas har i dag sat tal på, hvor mange ansatte der skal fyres i koncernens danske afdelinger.Ud af de i alt 700 medarbejdere, der ifølge pressechef Kasper Ibsen Beck skal fyres i hele koncernen i løbet af maj og juni, skal de 62 fyresedler uddeles på fabrikken i Hammel.
Afdelingen beskæftiger cirka 500. Ud af disse skal der fyres 28 timelønnede og 34 funktionærer.
- Vi skal nu i gang med at forhandle om, hvordan vilkårene for afskedigelserne skal være, siger pressechef Kasper Ibsen Beck til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Også fyringer i Randers og Skejby
I afdelingen i Randers skal der desuden fyres 22 funktionærer, mens der i Skejby skal afskediges 29 funktionærer og 15 timelønnede.
Samlet set skal der i Danmark fyres 215 Vestas-ansatte, hvoraf de 118 afskedigelser finder sted i Østjylland. Også afdelingerne i Varde, Ringkøbing, København og Esbjerg rammes.
De varslede fyringer er kun en del af de afskedigelser, Vestas forventer at gennemføre. I januar meddelte vindmøllegiganten, at der på verdensplan skal uddeles 2.335 fyresedler.