Randers
Tilbage til forsiden - Send artiklen til en ven
Kronjyde vinder 26 mio.
Kronjyde vinder 26 mio.
Nu skal familien ud at spise - ved pølsevogn
- Jeg stod ved bilen på vej til job, da jeg fik opringningen. Egentlig tog jeg det ret roligt. Han havde nogle oplysninger om mig, som kun Danske Spil har, så jeg var ikke i tvivl om, at den var god nok. Jeg tror, jeg lød meget fattet.

Sådan fortæller den lottospiller, som mandag morgen blev ringet op af Danske Spils kundecenter med beskeden om årets næststørste gevinst.  26.519.128 kroner vundet ved at spille Lotto automatisk hver uge.

Manden ønsker at være anonym, men vil godt fortælle, at han bor med sin familie i Kronjylland og er i 30’erne. Han er med egne ord en ”stilfærdig jyde uden de store armbevægelser”, men den store gevinst gjorde alligevel indtryk.

- Da jeg havde lagt røret på, måtte jeg lige gå rundt om bilen et par gange. Jeg måtte også lige have en smøg. Og så fik jeg da lidt tårer i øjnene, da jeg ringede hjem og til mine forældre for at fortælle dem det, siger manden ifølge en pressemeddelelse fra Danske Spil.

Og selv om Lotto-gevinsten ikke skal ændre det store ved familiens hverdag, så fik den alligevel lov at ændre lidt på mandagens program.

- Jeg tog mig en halv fridag. Jeg sagde, at den skulle jeg nok selv betale, griner han.

Nu skal gevinsten bruges. Men også her træder jyden i karakter.

- Der går ikke kuller i den. Jeg bliver ved med at arbejde, men vi betaler selvfølgelig nok det klatgæld, vi har i huset. Og så skal vi have en ny, brugt bil. Det ringeste man kan sætte penge i er biler, så en ny bliver det ikke til…

På spørgsmålet om, hvorvidt gevinsten skal fejres med en middag, svarer vinderen grinende:

- Jeg tager nok familien med til en pølsevogn, hvor vi kan sidde ned.

Kilde: Danske Spil
Randers
Amtsavisen måske reddet (20/05 17:12)
Randers fik deres medaljer (20/05 22:38)
Vil være byens stolthed (20/05 12:15)
Emmelie vandt i Malmø (19/05 00:19)
- Overstrålede alt andet (19/05 08:59)