60 mand kæmpede mod flammerne: Forventer ikke at kunne redde ret meget
Op imod 20 køretøjer fra flere brandstationer er sat ind i bekæmpelsen af flammerne.
Opdatering onsdag morgen:
Østjyllands Brandvæsen er fortsat på stedet - dog med mindre mandskab.
Tirsdag aften er der gang i en kraftig brand hos en virksomhed på Niels Bohrs Vej 36 i Stilling, hvor det røg kraftigt.
TV2 Østjylland forsøger at finde ud af, hvad der præcist foregår, men det står klart, at røgsøjlen kan ses på mange kilometers afstand.
På diverse Facebook-sider kan man se, at folk i hele Aarhus, Skanderborg, Hørning, Stilling og sågar Horsens og Ebeltoft melder ind med, at de kan se røgsøjlen.
- Vi har en masse køretøjer afsted, og det er svært at give en status lige nu. Der er vel 18-19 vogne og masser af folk, siger operationschef Jørgen Hansen fra Østjyllands Brandvæsen ved 21.30-tiden.
- Det er en slags emballagefabrik med en administrationsbygning og en produktionshal, hvori der var gasflasker, som gjorde, at mine folk lige måtte trække sig tilbage, siger Jørgen Hansen.
Vidner fortæller til TV2 Østjylland, at der kan høres noget, der lyder som eksplosioner, og der er mange mennesker forsamlet derude. Virkelig mange mennesker.
Det er uvist, hvad det er for en virksomhed, der er brand i, da noget tyder på, at der er flere virksomheder på samme matrikel, men i hvert fald er der et firma, der hedder Sports Backup A/S i nummer 36, og ved siden af ligger Græske Specialiteter i nummer 34.
Til TV 2 siger operationschef Jørgen Hansen ved 22.00-tiden, at der nu er omkring 23 køretøjer på stedet, og på Facebook skriver de, at de er 60 mand om at slukke branden, ligesom mandskab fra Beredskabsstyrelsen er på vej.
- Der er modstridende meldinger om, hvad der er for en virksomhed. Vi har rigtig mange styrker dernede, siger han.
Under kontrol, men...
Han fortæller, at branden er under kontrol for nuværende, og at der ikke er risiko for, at den spreder sig til andre bygninger.
- Beboere i området skal ikke forholde sig anderledes end anvisningerne, da røgen stiger opad, og det er et industrikvarter, så der er ikke nogle i nærheden, siger Jørgen Hansen.
Brandvæsenet vil fortsat der onsdag morgen, og det forventes ikke, at ret meget af bygningen kan reddes.
Herunder har vi samlet nogle af de utroligt mange billeder, der er sendt ind til redaktionen fra det meste af Østjylland: