To unge Bears-spillere rykker til udlandet
Bakken Bears tager afsked med to unge talenter
Bakken Bears siger nu farvel til to unge spillere, der har besluttet sig for at søge til udlandet for at afprøve deres talent.
Aladdin Barakeh og Sebastian Åris skiftede begge til den aarhusianske basketballklub tilbage i 2011. I de to første sæsoner var de tilknyttet Bakken Bears' talentakademi, inden de senere blev en del af førsteholdstruppen.
Ingen af de to spillere har endnu besluttet, hvor de fortsætter karrieren. De regner dog begge med, at deres fremtid snart er afklaret.
SE OGSÅ: Goddag og farvel i Horsens IC og Bakken Bears
- Jeg har været mere end glad for min tid i Bakken Bears – en super klub, hvor jeg har mange gode venner og har udviklet mig som spiller. Nu er det bare blevet tid for mig som spiller og person for at udvikle mig yderligere, siger Sebastian Åris til klubbens hjemmeside.
21-årige Aladdin Barakeh har tidligere spillet for Horsens IC, mens 20-årige Sebastian Åris er vokset op i Viborg med en enkelt afstikker til Randers Cimbria.
SE OGSÅ: Bakken Bears forlænger med amerikanske Thomann
Bakken Bears måtte i sidste sæson nøjes med sølvmedaljer i Basketligaen efter at have tabt finaleserien til lokalrivalerne fra Horsens IC.