Uenighed over scooter: Mand fængslet for at true med gaspistol
18-årig sigtes for at have truet med en pistol og forsøgt at afpresse en person med dummebøder for 30.000 kroner
Mandag blev en 18-årig mand fra Horsens fængslet i to uger sigtet for forbrydelser i forbindelse med en diskussion over noget så banalt som en scooter. Uoverensstemmelsen fik ham til at true en person på livet med en gaspistol.
Den 18-årige mødtes med flere personer for at løse konflikten over scooteren, og her medbragte han så pistolen.
- Han blev også sigtet for have skubbet en tilstedeværende person på stedet og for at have afpresset en af personerne med dummebøder på 30.000 kr., siger anklager hos Sydøstjyllands Politi, Tobias Engby.
Læs også
Retten mente mandag, at der var begrundet mistanke om, at den 18-årige havde begået forbrydelserne, og at der ved løsladelse var risiko for, at han ville begå ny kriminalitet.
- Retten mente også, der var risiko for, at den 18-årige ville forsøge at fjerne spor og påvirke vidner i de sager, han står sigtet for at have begået, oplyser anklageren.
Nu fortsætter efterforskningen, indtil den sigtede skal for retten.