Udskældt lokalplan ændres: V efterlyser yderligere ændringer
En udskældt lokalplan i Risskov bliver nu ændret. Venstre bakker ikke forslaget op
Borgerne i Risskov har forsøgt at tale deres sag over for de aarhusianske politikere, der vil bygge boliger ved Psykiatrisk Hospital. Klagerne går på, at byggeriet er for højt og kommer for tæt på de eksisterende huse i området.
Det har nu fået politikerne til at lave ændringer i planen, inden den kommer i offentlig høring. Venstre har valgt ikke at bakke den nye plan op, de mener, at yderligere ændringer kræves.
- De ændringer, der er lagt op til, går ikke vidt nok. Vi havde ønsket markante ændringer, siger medlem af byrådet for Venstre Gert Bjerregaard til tv2oj.dk.
Gert Bjerregaard efterlyser blandt andet, at højden på bebyggelsen reduceres, ligesom at der også skal være større afstand mellem de nuværende boliger og det nye byggeri.
Højden på byggeriet reduceres
Med de nye ændringer er der ellers allerede lagt op til, at højden på nogle af bygningerne reduceres i det nordlige område af lokalplanen, også i den sydlige del skæres en etage af nogen af bygningerne.
Men ændringerne i højden er altså ifølge Gert Bjerregaard ikke vidt gående nok, og Venstre vil derfor have flere bygninger ned i højden.
Forslaget til lokalplanen skal i offentlig høring i løbet af sommeren.