Sundhedsekspert kalder direktør-fyring usædvanlig
Kjeld Møller Pedersen kalder fyringen af Gert Sørensen usædvanlig. SFs frontfigur i regionsrådet er enig. Sådan plejer vi ikke at gøre, siger hun
Det er ikke hverdagskost, at en hospitalsdirektør stopper med øjeblikkelig virkning, som Gert Sørensen gjorde på Aarhus Universitetshospital torsdag.
Det siger professor i sundhedsøkonomi Kjeld Møller Pedersen, der har beskæftiget sig med det danske sundhedsvæsen i mange år.
- Set på afstand virker det usædvanligt. En afgang på den måde er ikke en hverdagsbegivenhed, siger han til tv2oj.dk.
Kjeld Møller Pedersen understreger, at han ikke har detailkendskab til forholdene på Aarhus Universitetshospital, men han havde ikke set afskeden komme.
Sagen bliver endnu mere bemærkelsesværdig af, at Aarhus Universitetshospital i december for 9. gang i træk blev kåret som Danmarks bedste hospital af nyhedsavisen Dagens Medicin.
Gert Sørensen stoppede torsdag som hospitalsdirektør med øjeblikkelig virkning.
Region Midtjylland udsendte en pressemeddelelse, hvor den slog fast, at afskeden skete efter gensidig aftale mellem Gert Sørensen og regionen. Den udlægning har Gert Sørensen søndag bekræftet over for tv2oj.dk.
Regionsdirektør Jacob Stengaard Madsen har uddybet til pressen - blandt andet TV 2 I ØSTJYLLAND - at regionen ønsker en anden profil til den fremadrettede ledelse af Aarhus Universitetshospital.
- Det bliver man ikke voldsomt klogere af, siger Kjeld Møller Pedersen om Jacob Stengaard Madsens udtalelser i sagen.
Flere medarbejdere på Aarhus Universitetshospital står frem i Dagens Medicin, hvor de fortæller om det chok og den overraskelse, Gert Sørensens afgang har affødt.
Bente Nielsen (SF), medlem af regionsrådet og indtil for få måneder siden næstformand i Region Midtjylland, deler forundringen. Hun er meget overrasket over Gert Sørensens afgang.
- Det er ikke en form, vi normalt plejer at bruge i Region Midtjylland, siger hun om afskeden.
Bente Nielsen fik først kendskab til fyringen, da Region Midtjylland udsendte en pressemeddelelse om sagen.
Hun mener, der er god grund til at rose Gert Sørensen:
- Jeg har oplevet Gert som en kompetent person, som altid har stået på mål for sine medarbejdere. Gert har aldrig kun tænkt på bundlinjen - han har også tænkt på medarbejdernes trivsel.
Flemming Knudsen, der repræsenterer Socialdemokratiet i regionsrådet, forventer at få en forklaring på fyringen:
- Det er koncernledelsen, der har kompetence til den slags beslutninger. Der er sikkert en god grund til, at den har truffet den beslutning, og jeg regner med, at vi bliver orienteret nærmere om sagen på tirsdag, hvor vi har møde i forretningsudvalget, siger Flemming Knudsen.