Skinnearbejde ved Mindet begynder i aften
Aarhus Letbane går i gang med et af de sidste kryds, hvor der skal lægges skinner
Fredag aften går folkene fra Aarhus Letbane i gang med en af de sidste krydsninger på letbanestrækningen.
Det sker, når de i aften går i gang med afspærring, så de kan påbegynde arbejdet med at lægge skinner over Mindet ved Dokk1 og Europaplads.
Skinnearbejdet ved Mindet kommer til at foregå over to forløb af fjorten dages varighed. Vejen bliver holdt åben, så bilister stadig kan kommer til at parkere i Dokk1.
Først skal asfalten skæres og graves op i den ene halvdel af krydset. Det kommer til at foregå her i weekenden - også om natten. Mindet er et af de sidste steder på letbanestrækningen, hvor der skal lægges skinner over et vejkryds.
Læs også
- Men vi mangler stadigvæk et par af de kritiske krydsninger ved Nørreport. Vi har været igennem de to første faser der, men vi er først helt færdige i slutningen af året, siger Jørgen Hansen, anlægschef, Aarhus Letbane.
På Nørreport drejer det sig om krydsene ved Kystvejen og Knudrisgade. Den allersidste krydsning bliver over Skibbrogade.
- Den bliver lavet i løbet af en enkelt gang, fordi den ikke er forstyrrende for den offentlige trafik, siger Jørgen Hansen.
Det er ikke kun brugere og bilister af Aarhus midtby, der glæder sig til, at arbejdet med Letbanen er færdig.
- Jeg glæder mig til næste sommer, for der kører Letbanen. Alle os, der arbejder med den, er meget dedikerede, så vi glæder os helt vildt, siger Jørgen Hansen.
Læs også
For ham og kollegerne har arbejdet været et førstegangsprojekt, fordi det er første gang, at der bliver bygget en letbane i Danmark.
- Det har været et fantastisk spændende projekt at arbejde med. Vi har set på alle de steder, hvor man har letbaner i forvejen. For eksempel i Bergen i Norge. Men også andre lande, har vi skævet til. Den største hurdle har været vores berøring med resten af Aarhus og resten af baneområdet, altså der, hvor der er noget i forvejen. Det er svært at komme igennem byen med så få gener som muligt, samtidig med at vi skal holde tidsplanerne, siger Jørgen Hansen.
Alligevel har han kun haft ganske få sure borgere i røret.
- Langt størstedelen er positivt indstillet. Nogle gange har der været en pest eller kolera-problematik. For eksempel i forhold til, om vi skal arbejde om natten eller forstyrre trafikken, men folk har udvist meget forståelse, siger Jørgen Hansen.