Silkeborg-træner: Kampe mod AGF og Viborg er vigtige
Nedrykningsspøgelset er på ingen måde nået til Silkeborg, hvor holdet lørdag fik point mod AaB
Silkeborg tog lørdag imod AaB på hjemmebane, hvor det efter en kamp præget af tilfældigheder, fejlafleveringer og misbrugte chancer sluttede 0-0.
Efter kampen var begge mandskaber dog godt tilfredse med det ene point. Specielt Silkeborgs cheftræner, Peter Sørensen, fandt det positivt, at man fik et point med fra kampen mod nedrykningsgruppens førerhold.
- Vi fik et point mod gruppens førerhold, og det skal vi vel være tilfredse med. Men der kommer til at være meget mere på spil, når vi møder AGF og Viborg.
- Vi skal slet ikke begynde at snakke om finaler og fornemmelsen af at have kniven for struben, for så underminerer vi altså sproget. Men kampene mod de hold, der ligger under os, er bare vigtigere, siger Sørensen.
Lever fint med 0-0
Med det uafgjorte resultat har AaB 34 point og Silkeborg 31 i gruppe 2. AGF og Viborg indtager pladserne som nummer tre og fire, der senere er lig med nedrykningskampe, begge med 25 point.
Derfor kunne Silkeborgs anfører, Simon Jakobsen, fint leve med 0-0.
Læs også
Personligt kunne Simon Jakobsen også glæde sig over at lukke ned for AaB's målfarlige angriber Jakub Sylvestr, der scorede alle tre mål holdenes seneste møde i Alka Superligaen.
- 0-0 mod AaB er jo egentlig et okay resultat, når alle nu vil gøre dem til det bedste hold i gruppen. Det er vi for øvrigt ikke helt enige i. Men de ligger jo nummer et, så umiddelbart kan vi da være tilfredse.
- Det var rigtig dejligt at lukke ned for specielt Sylvestr, der virkelig var skarp, sidst vi mødtes.
- Vi var meget opmærksomme på, at vi skulle stå bedre og tættere i vores kæder, og det synes jeg egentlig, vi lykkedes fint med, siger Simon Jakobsen.