SF vil give eSporten bedre forhold i Aarhus
Aarhus Kommune skal i højere grad hjælpe foreninger, der organiserer unge udøvere af eSport. SF har sat sagen på dagsordenen i byrådet
ESporten - den elektroniske sport - buldrer derudaf og giver i mange tilfælde de traditionelle idrætsgrene baghjul, når de unge skal vælge.
Nu skal Aarhus i højere grad kunne tiltrække store stævner inden for eSport, ligesom kommunen i større omfang skal hjælpe de foreninger, der vil organisere de unge eSport-udøvere.
Sådan lyder hovedlinjerne i det forslag, som Aarhus Byråd tager stilling til onsdag. Det er SF, der har sat det på dagsordenen.
Læs også
Partiet hæfter sig ved, at det meste eSport foregår uorganiseret. Derfor ser SF et stort potentiale i, at foreninger og klubber i højere grad organiserer gamerne - og bliver attraktive for udøverne af eSport.
SF foreslår konkret, at Aarhus Kommune i højere grad skal være opsøgende og støtte de foreninger og klubber, der gerne vil organisere unge gamere.
Behov for særlige tiltag
Kommuen skal i den forbindelse undersøge, om der er behov for særlige tiltag, initiativer eller en særlig strategi for området.
SF foreslår derudover, at Ung i Aarhus, der blandt andet organiserer ungdomsklubber og ungdomsskoler i kommuen, bør komme med et bud på, hvordan kommunen bedre kan støtte gamerne og sportsmiljøet.
Endelig mener SF, at kommunen løbende skal følge og udnytte mulighederne for at tiltrække store e-sportsstævner.