Riddersholm: Top seks ser svært ud lige nu
Der er langt til top seks for AGF efter dagens nederlag
AGF måtte se sig slået på hjemmebane, da Lyngby tirsdag aften var på besøg. Kampen endte på trods af mange AGF-chancer 1-0 til gæsterne.
- Vi må erkende, at vi gjorde mange ting rigtig i dag, men at evnen til at score mål, som vi var dygtige til i fredags, det undlod vi, fordi vi ikke selv havde kvaliteterne, men også fordi at der stod en dygtig målmand i Jesper Hansen, som tog godt for sig, siger AGF’s cheftræner, Glen Riddersholm.
Læs også
På trods af nederlaget var der positive aspekter, som Glen Riddersholm kunne tage med fra kampen.
- Jeg er tilfreds med, at vi holder Lyngby fra at spille tæt på vores eget mål, at vi skaber det store antal chancer, vi gør, og at vi egentlig er i god kontrol, og at vi egentlig i flere kampe i streg har præsteret stabilt som hold og ikke har de her store udfald, men jeg kan jo stadigvæk godt se, at der mangler noget. Der skal finjusteres, men vi er kommet et stykke vej, siger Glen Riddersholm.
Læs også
Men nederlaget til AGF betød også tre point til Lyngby, og da Sønderjyske også fik et enkelt point i deres kamp, så er der langt til mesterskabsslutspillet for det aarhusianske hold.
- Lige nu ser det svært ud, men det er jo ikke det, som der er vores fokus lige nu. Man har jo set mirakler ske i fodbold, og det kan da også ske igen, men det er jo slet ikke der, vi har fokus rettet hen imod, udover at vi selvfølgelig går på banen for at vinde hver eneste kamp, siger Glen Riddersholm.