TV 2 | Østjylland

Randers FC mister sin assistenttræner

Thomas Thomasberg stopper med øjeblikkelig virkning hos kronjyderne for at blive cheftræner i 1. divisionsklubben Hobro IK

Efter tre og et halvt år som assistenttræner for Randers FC stopper Thomas Thomasberg nu for at tiltræde i 1. divisionsklubben Hobro 30 kilometer nordpå.

Her skal han være cheftræner for de nordjyske nedrykkere, der i øjeblikket ligger på førstepladsen i landets næstbedste række.

- Jeg har hele tiden gerne villet prøve mig af i cheftrænerrollen igen, og nu kom der altså en spændende mulighed, hvor mavefornemmelsen er helt rigtig, siger Thomas Thomasberg i en pressemeddelelse.

Samtidig udtrykker han stor glæde over tiden i Randers.

Læs også Thomasberg raser mod Solbakken: Mangel på klasse

- Jeg har været sindssygt glad for at være i Randers FC, så det har derfor også været en svær beslutning at træffe. Jeg har følt mig velkommen fra start og haft et rigtig godt samarbejde med mine kollegaer i omklædningsrummet, de ansatte i administrationen samt de hårdtarbejdende holdledere i kælderen. Det har været en god og sjov tid med masser af faglige udfordringer, lyder det fra Thomas Thomasberg.

Da han landede i Randers FC i 2013, var det som højre hånd for Colin Todd for hvem, han i sygdomsperioder også vikarierede som cheftræner. Fra sommeren 2016 har han været Ólafur Kristjanssons nærmeste sparringspartner og allierede. I hele perioden har man i klubben været utrolig glad for hans indsats.

Læs også Her er brugernes østjyske drømmehold!

- Vi er rigtigt kede af at skulle sige farvel til ”Berg”, der har gjort det fantastisk i Randers FC, og hvor han senest har været en rigtig vigtig faktor i forhold til at få cheftræner-overgangen i sommer til at glide så let, som den har gjort. Han har dog aldrig lagt skjul på, at han gerne vil prøve sig af som cheftræner igen, og derfor vil vi heller ikke stå i vejen for den mulighed, der nu er opstået. Vi ønsker ham al mulig held og lykke i fremtiden, siger Randers FC-sportschef Ole Nielsen, der ikke har en afløser klar i kulissen.

 

01:16

Så flot så det ud, da Aarhus 2017 blev skudt i gang

Læs mere