Randers-borgmester jubler: Får 20 nye politibetjente
Omorganisering hos politiet betyder, at flere betjente får base i Randers
Østjyllands Politi offentliggjorde fredag en større reorganisering. I den forbindelse får flere politifolk deres base i Randers, og det er noget, borgmester i Randers Kommune Claus Omann Jensen (V) er glad for at høre.
- Jeg hilser omorganiseringen af Østjyllands Politi velkommen. Jeg er overbevist om, at den vil give østjyderne det bedst mulige politi og styrke arbejdet med at bekæmpe især organiseret kriminalitet. Samtidig er jeg glad for, at politikredsen samlet set får flere medarbejdere og, at en større del af politiets efterforskningsarbejde får udgangspunkt på politistationen i Randers, hvor der fremover vil være cirka 20 flere medarbejdere end i dag, siger Claus Omann Jensen i en pressemeddelelse.
SE OGSÅ: Aarhus bliver hjemsted for ny enhed i politiet
Ny efterforskningsenhed i Aarhus
Reorganiseringen betyder også oprettelsen af en ny efterforskningsenhed i Aarhus ved navn Særlig Efterforskning Vest. Enheden skal videreføre og videreudvikle det arbejde, som Task Force Vest med base i Horsens har lavet.
Ingen af de nuværende politistationer i Østjylland bliver i forbindelse med reorganiseringen nedlagt. Den nye organisering træder i kraft den 1. januar 2017.