Rådmand i Tyrkiet: Der har været en trykket stemning
Rådmand i Aarhus Kommune Bünyamin Simsek (V) befinder sig i det sydlige Tyrkiet nær byen Antalya
Et forsøg på et militærkup fandt natten til lørdag sted i Tyrkiet. Det var især i de to store byer Istanbul og Ankara, at kupforsøget fandt sted. Længere sydpå nær byen Antalya befandt rådmand i Aarhus Kommune Bünyamin Simsek (V) sig.
- Vi har ikke været berørt af de alvorlige ting, der er sket, og vores hverdag er ikke ændret, men der har været en trykket stemning specielt blandt børnene. I løbet af natten var der mange misinformationer fra lokale stationer og mange modsatrettede informationer, siger Bünyamin Simsek til tv2oj.dk.
SE OGSÅ: Østjyder om terrorangreb: Er ikke bange
På trods af uroen i den nordlige del af landet, føler Simsek sig ikke utryg ved at opholde sig i Tyrkiet.
- Der skal meget til at slå mig ud, så jeg har ikke følt mig utryg. Men det har været en presset situation med militær i de store byer og folk der dør i det land, vi er i, så jeg forsøger at skabe noget tryghed blandt familien og børnene, ved at fortælle dem, at vi ikke er en part i det her, siger Bünyamin Simsek.
Flere rejseselskaber har lørdag morgen aflyst afgange til Tyrkiet, og Udenrigsministeriet fraråder alt unødvendig indrejse til landet. Bünyamin Simsek er dog ikke bekymret for, hvordan familien kommer hjem fra Tyrkiet igen.
- Vi er ikke så bekymret. Min umiddelbare vurdering er, at der nok vil være en del mere sikkerhedskontrol. Det er nok en del af den virkelighed, der er i landet nu, siger Bünyamin Simsek.