Politiet efterlyser kommunal hjælp til at løse bandekonflikt
Østjyllands Politi vil have Aarhus Kommune og de lokale mere på banen i Rundhøj og Rosenhøj, hvor der i øjeblikket er konflikt mellem to grupperinger
Der har nu gennem et halvt år været uroligheder i de to aarhusianske boligområder Rundhøj i Højbjerg og Rosenhøj i Viby. Bander fra de to områder er i konflikt med hinanden i en sådan grad, at det kan være svært at se, hvordan der kan sluttes fred.
Senest i januar udviklede uenighederne sig til drab, da en 27-årig mand blev stukket ihjel. Østjyllands Politi har forsøgt at dæmpe gemytterne med forskellige indsatser – blandt andet visitationszoner.
Læs også
- Jeg vil ikke sige, at der er en decideret bandekrig, men det er en konflikt mellem to kriminelle grupperinger, som er eskaleret, siger efterforskningsleder hos Østjyllands Politi, Lau Thygesen, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Han har sammen med sine kolleger forsøgt at sende et klart signal til omverdenen om, at politiet forsøger at løse problemerne i de to boligområder.
- Vi sender et signal til dem, der bor i området, banderne og andre i Aarhus, at vi har en indsats kørende, forklarer Lau Thygesen.
Samtidig slår han fast, at beboerne i de berørte boligområder ikke bør frygte at gå på gaden. Ifølge ham er det udelukkende en intern konflikt mellem de to bander, der verserer. Men hvordan den så skal blive løst, har han svært ved at se. Og Lau Thygesen tror ikke, at politiet kan klare opgaven alene.
- Det er et spørgsmål om, at man på kommunalt plan og lokalt blandt forældre, beboerforeninger og lignende går ind og aktivt prøver at stoppe det her, mener efterforskningslederen.
Han opfordrer altså blandt andre Aarhus Kommune til at komme mere på banen. I dag er det blandt andre gadepladsmedarbejdere, der forsøger at undgå konflikterne i det daglige.
Her kunne man godt tænke sig flere ressourcer.
- Vi vil gerne arbejde lidt højere i alder med de unge (i dag er det dem fra 11-17 år, der arbejdes med, red.), så vi kan følge ordentlig op på dem. Så tror jeg, at vi kunne samle flere op end i dag, men det ville kræve flere folk, siger leder af Gadeplan Aarhus, Michel Larsen, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
I tv-indslaget øverst i artiklen kan du se mere om politiets appel om hjælp til at løse den verserende bandekonflikt.