Opgør med skrøbelige papkasser: Nu kan du låne en flyttekasse
Aarhusianske iværksættere vil stoppe spild med flyttekasser, som bliver købt og smidt ud
Den er fast følgesvend under de fleste flytninger, men er ikke særlig stabil. Ja, den går faktisk let i stykker eller bliver slidt.
Der er tale om den gode, gamle flyttekasse af pap, som nu får konkurrence af en mere holdbar fætter i miljørigtigt plastic.
Tre iværksættere fra Aarhus har startet deres egen virksomhed, hvor de vil forsøge at få flere til at bruge plastickasser i stedet for papkasser.
Læs også
Mikkel Kirchhoff, Joachim Krøyer og Anders Wiese er mændene bag virksomheden Deleboks, der som navnet antyder, går ud på at få flere til dele deres flyttekasser. Til formålet har de indkøbt 150 flyttekasser af genanvendt plastic, som folk kan låne helt gratis.
- Vi fik idéen i forbindelse med en flytning. Papkasser er bare dyre, uhandy, skrøbelige og miljøbelastende, så vi vil gerne komme med et alternativ, fortæller Mikkel Kirchhoff.
Kasserne, som kan lånes hos Deleboks, er på 52 liter og kan klare op mod 400-500 flytninger.
- Nogle papkasser holder måske kun to-tre flytninger. Det er jo ingenting, siger han.
I første omgang er kasserne opmagasineret hjemme hos de tre iværksættere, fortæller Mikkel Kirchhoff, som har massevis af flyttekasser stablet op hjemme på sit værelse. Herfra skal folk komme og hente dem.
Indtil videre bliver kasserne distribueret via Facebook-gruppen "Del dine flyttekasser i Aarhus", men på sigt håber de tre iværksættere på, at kunne nå endnu bredere ud. Første skridt er et samarbejde med lokale kollegier om at have en container stående med kasserne i.
Hele forretningsidéen og det der gør, at folk kan låne kasserne gratis, er reklamer. Inspirationen er virksomheden Freetrailer, hvor folk gratis kan låne en trailer med reklamer på siderne.
Endnu har de tre kammerater indgået aftaler med nogle firmaer, men med tiden er målet at få reklameaftaler i hus med eksempelvis byggevirksomheder.
- Vi kan forhåbentlig få det op at køre og leve af det med tiden. Nu forsøger vi os i Aarhus og med tiden vil vi gerne være til stede i København, Odense og Aalborg, siger Mikkel Kirchhoff.
Deleboks håber, at kunne ride med på deleøkonomi-bølgen i Aarhus. Byen er i år udnævnt til forsøgsby for deleøkonomi.