Silkeborg IF vil bygge videre på fantastisk forår
Silkeborg sluttede sæsonen som nummer to i 1. division og skal derfor spille i landets bedste række næste sæson
Den 22. maj kunne Silkeborg IF sikre sig oprykning til Superligaen i fodbold på CASA Arena i Horsens. Hjemmeholdet havde allerede sikret sig en billet til landets bedste række. De silkeborgensiske fans var mødt talstærkt op, og der var lagt op til en oprykningsfest af den helt store slags.
Forud for kampen var gået en sæson, der bedst kunne beskrives som svingende for Silkeborg. Cheftræner Kim Poulsen blev fyret efter en ustabil start, og ind kom Peter Sørensen. Før Peter Sørensens ankomst havde klubben kun vundet tre af de første ti kampe.
Den nye cheftræner fik holdet på rette vej, og i foråret var Silkeborg flyvende. Det blev kun til to nederlag i forårets første 13 kampe, og nu stod midtjyderne pludselig med oprykning inden for rækkevidde. Alt, man skulle bruge, var en sejr i Horsens.
Det skulle dog ikke blive let for Silkeborg, der hurtigt kom bagud i kampen, og så var oprykningsfesten aflyst for en stund. Men der var ingen grund til at pakke festfyrværkeriet for langt væk, for blot seks minutter efter kunne Robert Skov udligne for Silkeborg. Herefter sad de røde på kampen, og det blev både til 2-1 og 3-1, inden dommeren fløjtede af, og de medrejsende fans kunne synge 'su-su-superliga' ned mod Silkeborg-spillerne.
Lyngby BK sikrede sig den første oprykningsplads, AC Horsens tog den næste. Den sidste plads blev en kamp mellem Silkeborg IF og Vejle Boldklub. De to hold skulle mødes i sæsonens sidste kamp, men efter Silkeborgs sejr over Horsens og Vejles nederlag til Lyngby, var kampen uden betydning. Silkeborg vandt 5-0 og satte en tyk streg under, hvorfor det var dem og ikke Vejle, der rykkede op.
Problematisk med en smal trup
Og netop Vejle blev klubben, hvor Silkeborg hentede den første forstærkning til superligatruppen. Vejles tidligere anfører Niels Bisp kom til klubben i begyndelsen af transfervinduet.
Truppen har også brug for forstærkninger. Peter Sørensen skar ned på truppen i sidste transfervindue, og derfor har Silkeborg i øjeblikket kun et begrænset antal markspillere og et par målmænd i førsteholdstruppen.
- Det er en naturlig del af det, vi skal spille i en bedre række nu, så vi skal have tilført nogle bedre og i hvert fald nogle flere spillere. I dag er vi omkring 13 markspillere og to målmænd. Det tvivler jeg på, at vi kan holde en hel sæson i gennem med, så jeg ved også, at klubben kigger efter nogle nye spillere, siger Silkeborg-spilleren Frank Hansen.
Kan spille op med Superliga-hold
Nye spillere skal til, hvis et oprykkerhold skal have nogen forventninger om at overleve i Superligaen. Men for Silkeborg er overlevelse måske ikke det eneste mål. Der er i hvert fald enighed om, at der er hold, der er dårligere end Silkeborg i næste års Superliga.
Jeg synes ikke, at de dårligste hold fra i fjord er så skræmmende, at vi ikke kan spille op med dem
- Peter Sørensen
- Jeg synes, vi har et godt hold. Nu må vi se, hvad det ender ud med, hvad vi får af tilgang, og om det er noget, der decideret går ind og forstærker holdet. Det skulle der jo helst gerne være. Jeg synes, vi har en del hold, vi kan måle os med, og så er der en del hold, jeg synes, vi er bedre end, siger Dennis Flinta.
Silkeborg IF tager hul på deres tilværelse som superligahold den 15. juli, når de rejser til Fyn for at spille mod OB på TREFOR Park i Odense.
Første hjemmekamp bliver mod Brøndby den 24. juli på Mascot Park i Silkeborg. Sæsonen 2016/17 bliver højst sandsynligt den sidste sæson med Mascot Park som hjemmebane, da klubben derefter rykker til det nye stadion, Jysk Park, der forventes at stå klar i 2017.