Ny Randers-assistent: Jeg bidrager med en hel masse erfaring
Peter Enevoldsen glæder sig at være en del af den kronjyske superligatrup
Randers FC genoptog i dag træningen efter juleferien, og det var med et nyt ansigt på sidelinjen. Som assistenttræner er Peter Enevoldsen kommet til fra Sønderjyske, og han er helt klar på sin rolle i klubben.
- Jeg føler selv, at jeg er god til mandskabsbehandling og bidrager med en hel masse erfaring. Jeg skal desuden være bindeled mellem truppen og cheftræneren, siger Peter Enevoldsen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Læs også
Han har altid haft et godt øje til Randers FC, som han gennem mange år har set være inde i en spændende udvikling. Og nu skal han så være cheftræner Olafur Kristjanssons højre hånd.
- Vi har begge været med i mange år, og jeg vil så bidrage med, hvad jeg kan, og så må han bruge, hvad han vil. Jeg tror, vi er et godt match, siger Peter Enevoldsen.
Den nye assistent er også helt bevidst om forskellen på hans rolle og cheftrænerens.
- Den store forskel bliver nok, at han skal tale mere med dig (pressen, red.), end jeg kommer til fremover, og det har jeg det helt fint med, forklarer han.
Du kan se hele interviewet med Peter Enevoldsen øverst i artiklen.