Nattelivet i Silkeborg er plaget af voldelige gæster
Barerne i Silkeborg slår alarm – der skal gøres noget ved voldelige gæster udenbys fra. Politiet vedkender problemet
Silkeborgs natteliv er stærkt plaget af grupperinger udenbys fra, der kommer til byen med alle andre intentioner end at more sig og skabe en god fest. De kommer nemlig for at slås og lave ballade.
I forrige weekend blev et ungt par overfaldet, da de ville spise en pizza på vej hjem fra byen. Politiet har offentliggjort overvågningsbilleder af episoden, som har fyldt meget i bylivet i Silkeborg.
- Der har altid været grupperinger, men det er patruljernes opfattelse, at det kommer mere og mere, men også at en del af det kommer udefra, altså fra andre byer end Silkeborg. Det er typisk Aarhus eller Herning, siger Jens Ole Pedersen, leder af lokalpolitiet i Silkeborg, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Det er bestemt en opfattelse, der deles af dem, der arbejder i nattelivet. Faktisk står det rigtig slemt til, mener en af natklubejerne i byen.
Læs også
- Der kommer en del gæster udenbys fra, og nogle af dem kommer ikke bare for at gå i byen, de kommer også for at skabe utryg stemning ude på gaden, siger Knud Christensen, medejer af Villa Natklub i Silkeborg.
- Vi har gjort politiet og kommunen opmærksomme på, at der altså er et problem i øjeblikket. Der skal ske noget fra dags dato, ellers bliver det bare værre, det her, siger Knud Christensen.
Det seneste overfald skete foran Pizza Eiffel:
Den almindelige gæst i nattelivet i Silkeborg kan også godt mærke utrygheden.
- Volden i byen er blevet meget mere gruppeorienteret på en måde. Det er sjældent, at du ser to fyre være oppe og slås, men nogle gange kommer der altså bare masseslagsmål herinde. Det er eskaleret lidt i forhold til, hvor ofte det sker, for tidligere synes jeg faktisk, det var meget, meget sjældent. Det er jo ærgerligt, at vi skal trækkes med det, siger Emil Mogensen, lærervikar i Silkeborg.
Tidligere har meget af patruljeringen i nattelivet i Silkeborg været foretaget af politiets flexpatrulje, men den patrulje er blevet midlertidigt nedlagt på grund af, at andre opgaver savnede ressourcer, og det har altså betydet, at nattelivet i Silkeborg er knap så kontrolleret.
Flexpatruljens fravær kan mærkes, lyder det fra natklubberne.
- Det betyder jo så, at dem, der kommer for at lave ballade herinde, får mere frit spil og kan gøre næsten, hvad de har lyst til herinde, siger Knud Christensen, der er medejer af Villa Natklub i Silkeborg.
Hos Lokalpolitiet i Silkeborg vedkender leder Jens Ole Pedersen, at de manglende flexpatruljer kan bære en del af skylden for uroen.
- Det er klart, at det kan godt være med til at give lidt mere uro i byen, at vi ikke har dem til at køre rundt jævnligt og holde lidt mere styr på det, siger Jens Ole Pedersen, leder af lokalpolitiet i Silkeborg.
I videoen øverst i artiklen kan du se mere om problemerne i det silkeborgensiske natteliv. Herunder kan du se, hvad Silkeborg Kommunes borgmester, Steen Vindum (V), mener om situationen, og hvad han har tænkt sig at gøre ved den.