Minister skal forklare hjælp til veteraner efter drab
Efter drab på forældre til PTSD-ramt østjysk soldat vil De Konservative have svar på, om der gøres nok for veteraner
Forsvarsminister Peter Christensen (V) bliver nu kaldt i samråd i Folketingets Forsvarsudvalg.
Det er De Konservatives forsvarsordfører, Rasmus Jarlov, der vil have ministeren til at forklare, hvorfor myndighederne ikke har reageret tilstrækkeligt på en række nødråb fra Kirsten Kragh om, at hendes søn - krigsveteranen Lars Kragh fra Uggelhuse ved Randers - led af posttraumatisk stresssyndrom (PTSD) og havde brug for hjælp.
Kirsten Kraghs lig blev tirsdag fundet i en bil, der blev kørt af hendes søn. Sønnen er nu sigtet for drabet på sin mor og far, hvis lig også var i bilen.
SE OGSÅ: Afdøde Kirsten Kragh kæmpede forgæves for veteranhjælp
- Der skal tages ved lære af den dybt tragiske sag, og derfor vil jeg gerne høre forsvarsministerens vurdering af sagen, og om myndighederne har reageret, som man kunne håbe.
- Det tør jeg ikke vurdere endnu, men det må ministeren have en holdning til, og den vil jeg gerne høre, siger Rasmus Jarlov, der også er formand for Folketingets Forsvarsudvalg, i en pressemeddelelse.
SE OGSÅ: Bekendt til krigsveteran: Han ligner ikke sig selv
Forud for sin død havde Kirsten Kragh i flere år kæmpet for at få hjælp fra Forsvarsministeriet til sin søn.
Forsvarsminister Peter Christensen siger til Jyllands-Posten, at han er klar til at evaluere, om der bliver gjort nok for at hjælpe krigsveteraner.
- Vi skal altid være parat til at evaluere på, om vi gør det godt nok. Af samme grund er regeringen i gang med et servicetjek af veteranindsatsen, siger han.