Mestrene fra Horsens med fire på stribe
Horsens IC slog sikkert Næstved og tog førstepladsen tilbage
Basketball-herrerne fra Horsens IC er forsvarende danmarksmestre, og de er kommet stærkt ud også til denne sæson.
Det blev cementeret torsdag aften, hvor Team FOG Næstved blev sendt hjem fra Horsens med et nederlag på 97-79.
Dermed har de forsvarende mestre fire sejre ud af fire mulige – ligesom ærkerivalen fra Bakken Bears i øvrigt har. Basketligaen ligner dermed allerede nu en gentagelse af de to østjyske klubbers parløb mod finaleserien.
Læs også
I kampen mod Team FOG Næstved blev Horsens IC’s Myles Mack mest scorende med 22 point, mens veteranen Vedran Borovcanin ramte fem ud af syv forsøg fra trepointslinjen og sluttede med 21 point.
Også den unge dansker Iffe Lundberg gjorde sig bemærket med 19 point og kun et enkelt brændt skud i hele kampen.