Mandag blev der sat varmerekord: Den kan blive slået fredag
Mandag var årets hidtil varmeste dag i Danmark. Varmerekorden blev sat på Djursland, hvor termometret nåede op på 16,3 grader
Tratratratratra, trommehvirvel og champagnesprøjt.
Mandag eftermiddag blev der sat rekord i Aarhus Lufthavn i Tirstrup på Djursland.
Vi taler ikke om passagertal, men om varme. DMIs termometer i lufthavnen sneg sig kort efter klokken 16 op på hele 16,3 grader.
Det er ifølge DMI den højeste temperatur, der indtil videre officielt er målt i Danmark i år. Med "officielt" menes, at der godt kan være et termometer hjemme i en baghave et sted i Danmark, der har målt højere.
Læs også
Mandagens rekord kan stå for fald senere på ugen.
DMI vurderer på baggrund af de nuværende prognoser, at det ikke er utænkeligt, at termometret kravler op på 20 grader på fredag den 31. marts.
Sker det, er det en uhyre sjælden begivenhed.
Det er nemlig kun sket fem gange siden 1874, at DMI i marts har målt så høj en temperatur. Det skete senest i 1990, hvor der den 18. marts blev målt 22,2 grader ved Karup i Midtjylland.