Mand kørte ind i træ med 60 kilometer i timen
En 57-årig mand måtte klippes fri, efter han fredag var kørt ind i et vejtræ i Viby
To personer blev fredag kørt til behandling på skadestuen efter to forskellige trafikuheld i Aarhus.
Det ene uheld skete på Storskovvej i Viby kort efter klokken 15.
Her kørte en 57-årig mandlig bilist ind i et træ, der stod i vejkanten. Manden kørte ifølge politiet med cirka 60 kilometer i timen, da han ramte træet.
Manden sad fastklemt i bilen og dens tag blev klippet af.
Manden blev kørt på skadestuen til behandling, og ifølge Østjyllands Politi kom han ikke alvorligt til skade.
Læs også
Det andet uheld skete få timer tidligere fredag.
Her stod en 40-årig kvinde ved 12.30-tiden på midterhellen under jernbanebroen på Spanien i Aarhus, hvor hun skulle krydse vognbanerne.
Den 40-årige var ifølge Østjyllands Politi ikke opmærksom på vognbanernes færdselsretning og overså en 49-årig kvindelig bilist, der kom kørende ad Spanien mod syd.
Den 40-årige kvinde blev påkørt og efterfølgende kørt til behandling på skadestuen.
Der er ingen oplysninger om, hvorvidt kvinden kom alvorligt til skade.