Mand dømt for at opfordre til forbrydelse mod kendt politiker
Hun skulle skydes, skrev en mand på Facebook om politikeren Zenia Stampe. Nu er han dømt for at tilskynde til en forbrydelse
En 30-årig mand er dømt for offentligt at have tilskyndet til at begå en forbrydelse mod den radikale folketingspolitiker Zenia Stampe.
Opfordringen skrev manden på Berlingskes Facebook-side tilbage i august sidste år.
Pernille Moesborg, anklager ved Sydøstjyllands Politi, fortæller, at manden i forbindelse med et opslag om Zenia Stampe skrev, at politikeren skulle skydes. Ordene blev afsluttet med et pistol-lignende ikon.
Læs også
Den 30-årige er idømt 60 dages betinget fængsel med vilkår om 80 timers samfundstjeneste.
Manden var også tiltalt for, at Facebook-kommentaren samtidig var en trussel mod Zenia Stampe. Det blev han frikendt for, fortæller Pernille Moesborg.
Dommen faldt fredag ved Retten i Horsens. Manden modtog dommen.