Lagde jeg ud for alle? Thomas betalte 200.000 kr. for bustur
Thomas Sandvang Vilhelmsen må have fået sig noget af en overraskelse, da han tjekkede sin konto efter en bustur lørdag i Aarhus
På Midttrafiks Facebookside har Thomas Sandvang Vilhelmsen lagt et noget foruroligende billede op. Det er et kontoudtog, hvor på det klart fremgår, at han måtte slippe over 200.000 kroner! for en tur med en af selskabets busser. Selv ser han meget humoristisk på situationen.
- Hej Midttrafik! Tak for behagelig transport efter Grøn Koncert i Århus. Jeg skal lige høre, om jeg bare har lagt ud for alle? I så fald, kan dem der kørte med bare lige mobilepaye til 51855084, skriver han på siden.
SE OGSÅ: Tove bøvler med buskøreplanerne - de er kun på nettet
Der er med stor sandsynlighed sket en fejl, for det var ifølge den rejsende selv kun en tur på to zoner, han var ude på.
Måske får jeg en bus
- Jeg har lige snakket med dem, og de er ved at behandle problemet inde på hovedkontoret. De mente også selv, at det var lige en tand for meget at betale for to zoner, fortæller han til tv2oj.dk. mandag.
Og på trods af det store overtræk på kontoen, så har Thomas Sandvang Vilhelmsen rigeligt med overskud til at se det sjove i episoden.
- Jeg tager det med et smil, og er ret sikker på, at Midttrafik og jeg finder en løsning, om enten at pengene går retur, eller at jeg får en bus måske, griner han.
SE OGSÅ: Video: Glade Emmanuel er årets buschauffør
Ifølge TV 2 Østjyllands oplysninger arbejdes der primært på den første løsning.