Kvinde fundet død: Politiet rykker ud til lejlighed i Randers
Kriminalteknikere og retsmediciner undersøger dødsfald
OPDATERET: Politiet oplyser mandag morgen, at der ikke ligger en forbrydelse bag kvindens dødsfald, og at hun er død af naturlige årsager. Læs mere her
Østjyllands Politi er søndag aften rykket ud til en adresse på Mærsk Andersens Vej i Randers, efter at en 63-årig kvinde er fundet død.
En politipatrulje havde tidligere på dagen været i kontakt med den 63-årige kvinde, men tidligt søndag aften blev hun fundet død i lejligheden, der ligger i et boligområde nær byens sygehus.
Ifølge Østjyllands Politi er både kriminalteknikere og en retsmediciner søndag aften rykket ud til boligen for at undersøge dødsfaldet nærmere.
Læs også
Politiet er yderst tilbageholdende med at fortælle yderligere om dødsfaldet. Det er derfor uvist, hvorvidt politiet har en mistanke om, at der ligger en forbrydelse bag.
- Jeg har ingen kommentar, siger vagtchef Christian Riis fra Østjyllands Politi kort før kl. 22 til Ritzau.
Vagtchefen ønsker heller ikke at uddybe, hvorfor en politipatrulje tidligere søndag var i kontakt med den nu afdøde kvinde.
Læs også
- Jeg kan kun gentage mig selv: Jeg har ingen kommentar på nuværende tidspunkt, siger han.
Har du oplysninger i sagen, kan du kontakte Østjyllands Politi på tlf. 114.
TV 2 | ØSTJYLLAND følger sagen.
63-årig kvinde fundet død i lejlighed i #randers. Politi er på stedet - https://t.co/ISRXqNcdNl #dkkrim pic.twitter.com/CQVNYcm2pn
— TV 2 | ØSTJYLLAND (@TV2OJ) 28. august 2016