Jubii: Nu vender det solrige forårsvejr for alvor tilbage
Onsdag byder på masser af sol og stigende temperaturer, og tendensen fortsætter hele ugen
Tirsdag har ikke været noget at råbe hurra for, hvis man kigger på, hvad vejrguderne bød os her i Østjylland. Men de er mere gavmilde i morgen og resten af ugen, ser det ud til i prognoserne.
I morgen starter med solen højt på himlen og en aftagende vind.
- Vi står op til meget flot vejr, stadig med lidt blæst ude over Kattegat, men vinden tager stille og roligt af, og temperaturerne stiger, siger vejrvært på TV 2 Vejret Per Christiansen.
Læs også
En enkelt byge kan ifølge ham ikke helt udelukkes, men det er i småtingsafdelingen.
- Og det ser ud til, at forårsvejret bliver mere stabilt i løbet af ugen, fortæller Per Christiansen.
Især weekenden ser rigtig lovende ud med op til hele 14 grader, ingen vind og sol søndag. Eneste malurt i bægeret er, at havgus, tåge og lavt hængende skyer også vil præge ugen i visse stunder.
I videoen øverst i artiklen kan du se den østjyske vejrudsigt for de kommende fem døgn.