Jens har styr på snetropperne: Vi skal bruge 80-100 tons salt
De østjyske kommuner forbereder sig på store mængder sne. I eksempelvis Skanderborg er der indkøbt ekstra salt, og sneplovene er gjort klar
Med udsigt til alt mellem fem og 20 centimeter sne, så er der i dag tralvhed på Materielgården i Skanderborg.
Det er herfra, at Skanderborg Kommunes vinterberedskab bliver koordineret.
Manden i spidsen for det hele er chef Jens Erik Dengsø, som ligesom så mange andre danskere, har øjnene rettet mod sin computerskærm det meste af dagen for at følge med i de seneste vejrprognoser.
Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) har varslet kraftig snefald med op mod 20 centimeter sne på bare seks timer. Der er dog stor usikkerhed om, hvor snevejret helt præcist vil ramme og med hvilken styrke hvor.
Stormlavtrykket (#stormdoris i UK) passerer UK i formiddag. I aften og i nat leverer det en snedyne til os. https://t.co/VoxRGscf1Q pic.twitter.com/0kFjmIQorp
— DMI (@dmidk) 23. februar 2017
Derfor er man også i Skanderborg - ligesom de øvrige kommuner - nødt til at være forberedt på det værst tænkelige scenarie set med snerydder-briller.
- Vi har bestilt ekstra salt, og vi har vores egne medarbejdere klar i startblokken. Vi har også kontakt med de private entreprenører, som hjælper os i de her situationer, fortæller chef for Materielgården, Jens Erik Dengsø, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Forventningen er, at der i løbet af et døgn med sne og frost vil blive brugt mellem 80 og 100 tons salt. Det hele afhænger af mængden af sne, og hvor koldt det bliver.
I garagerne er der traktorer, biler og kombimaskiner klar til at rydde sne, når den kommer. I alt er der omkring 50 køretøjer, som skal stå for snerydningen af stier, fortove og veje i Skanderborg Kommune.
- Hvis det bliver et rigtigt heftigt døgn, kommer det til at koste mellem en halv og en hel million kroner, fortæller Jens Erik Dengsø om udgifterne for snerydning og saltning.
Ligemeget hvor forberedt man end kan være, så er det svært at spå om snemængderne. Jens Erik Dengsø opfordrer derfor alle til at køre hjemmefra i god tid fredag morgen og følge godt med i trafikmeldingerne.
Og vigtigst af alt handler det om at vise hensyn, når alle skal af sted i skole og på arbejde fredag morgen:
- Der kan opstå nogle kaotiske situationer. Vi kan ikke love, at vi har alle veje klar til morgentrafikken, fortæller Jens Erik Dengsø.
Ifølge DMIs seneste prognose vil snevejret ramme Danmark omkring klokken 17 sent torsdag eftermiddag og kan fortsætte helt frem til tidlig fredag morgen.
DMI varsel om kraftigt snefald. : https://t.co/HsShtHFM2H pic.twitter.com/BaUTIktt2M
— DMI (@dmidk) 23. februar 2017