Ingen har set Lars i syv uger: Frivillige vil lede i havnen
Lars Hjulmand har været forsvundet siden 2. december, hvor han blev set nær Randers Havn. Frivillige har brug for dykkere til eftersøgning søndag
Organisationen Missing People satser på søndag for alvor at genoptage eftersøgningen af Lars Hjulmand, der har været forsvundet siden fredag den 2. december sidste år.
De sidste billeder, som et overvågningkamera har taget, viser Lars Hjulmand cykle flere gange frem og tilbage langs Tronholmen ved Randers Havn.
Det er netop Randers Havn, som Missing People gerne vil undersøge søndag formiddag. Der er tale om et særligt område ved havnens sydlige mole.
- Det er ikke konkrete spor, der gør, at vi vil undersøge området. Det er udelukkelsesmetoden. Nu har vi ledt mange steder på land uden resultat, så nu koncentrerer vi os om vandet, siger indsatsleder Vivian W. Eriksen fra Mission People.
For at eftersøgningen kan gennemføres, er der brug for to frivillige erhvervsdykkere søndag i tidsrummet 9-12.
At det lige er det tidspunkt, handler ifølge Vivian W. Eriksen om vandstand, vindforhold og antallet af skibe i havnen på det tidspunkt.
Læs også
Der er tidligere ledt efter Lars Hjulmand i Randers Havn. At det ikke har kastet spor af sig, er ikke ensbetydende med, at der ikke er noget i vandet.
Missing People har tidligere været involveret i eftersøgninger i Randers Havn.
- Randers Havn er meget udfordrende at lede i - blandt andet fordi der er så meget dynd i havnen, siger Vivian W. Eriksen.
Den 45-årige Lars Hjulmand er senhjerneskadet efter et trafikuheld. Han er desuden afhængig af epilepsi-medicin, som han ikke havde på sig, da han forsvandt.
Han ses på de sidste billeder iført en karakteristisk orange cykelhjelm, gul refleksjakke, solbriller og jeans. Lars Hjulmands cykel er en Centurion, model 2015 Image, mat sort, med otte gear. Den er monteret med for-og bagskærme.
Vivian W. Eriksen fortæller, at det er afgørende, at dykkerne, der er brug for søndag, er erhvervsdykkere.
Læs også
- Når der skal bruges dykkere på vores eftersøgninger, så er sikkerhed det vigtigste, samt at lovgivningen overholdes. Vi ønsker ikke at udsætte hverken de pårørende, dykkere eller os selv for unødig risiko for sikkerhed eller eventuelle sagsanlæg, siger Vivian W. Eriksen og uddyber:
- Ifølge dykkerloven, der er udstukket af Søfartsstyrelsen, er det ikke tilladt at bruge sportsdykkere til opgaver, hvor der kan anvendes erhvervsdykkere.
I videoen øverst i artiklen ses Lars Hjulmand cykle langs Tronholmen ved Randers Havn.