TV 2 | Østjylland

Hurra, hurra, hurra: Østjyske kvinder lever længst

Østjyske kvinder lever længere end alle andre, mens østjyske mænd stiller træskoene noget tidligere

Lagkagen skal være ekstra stor, når den gennemsnitlige østjyske kvinde fejrer fødselsdag.

Der skal nemlig være plads til alle lysene, og dem bliver der flere og flere af.

Den østjyske kvinde giver alle andre baghjul, når det handler om levealder.

Hun bliver i snit 83,4 år gammel, og det er mere end i alle andre landsdele. Gennemsnittet på landsplan var i 2016 82,8 år.

Den østjyske mand lever ikke helt så længe. Han bliver i gennemsnit 79,2 år.

Selv om det dog er 0,4 år bedre end landsgennemsnittet, er det ringere end tallene for mændene fra Østsjælland, Nordsjælland og Vestjylland.

Læs også Rådmand bifalder betalt hjælp som supplement

Generelt viser de nye tal fra Danmarks Statistik, at danskerne lever længere end nogensinde før.

Siden år 2000 er den såkaldte middellevetid for mændenes vedkommende steget med 4,5 år og 3,8 år for kvinderne.

I samme periode er forskellen på kvinder og mænds levetid skrumpet fra 4,7 år i 2000 til i dag 4,0 år.

Når man kigger på levetiden - samlet for kvinder og mænd - er der stor forskel i Østjylland.

Favrskov og Skanderborg topper listen over, hvor folk bliver ældst, mens Norddjurs er sidst. Nedenfor kan du se, hvor din kommune er placeret.

Levetid

Middellevetid for 0-årige rundt i de østjyske kommuner:

Favrskov: 81,7 år
Skanderborg: 81,7 år
Syddjurs: 81,6 år
Odder: 81,3 år
Silkeborg: 81,2 år
Aarhus: 81,1 år
Horsens: 80,7 år
Randers: 79,8 år
Norddjurs: 79,4 år

Middellevetiden for 0-årige angiver det gennemsnitlige antal år, som en nyfødt vil leve under den forudsætning, at de nuværende aldersbetingede dødshyppigheder holder sig konstante i fremtiden.

Kommunetallene dækker over de seneste fem års dødelighedserfaringer.

Middellevetiden på Samsø er ikke medtaget, da tallet pga. kommunens størrelse vurderes at være for usikker.

Kilde: Danmarks Statistik og Ritzau

 

01:16

Så flot så det ud, da Aarhus 2017 blev skudt i gang

Læs mere