Horsens henter færøsk landholdsprofil
AC Horsens har forstærket truppen med 23-årige Hallur Hansson, der er blevet købt fri af Vendsyssel FF
Den gule fare fortsætter oprustningen frem mod den kommende superligasæson. Først var det AGFs Kim Aabech, og nu er det så hos en af de tidligere konkurrenter i 1. division, Vendsyssel, at Horsens er på rov.
Det er den færøske landsholdsspiller Hallur Hansson, som er hentet til. Han har gennem hele sæsonen været en af nordjydernes store profiler, og derfor er der også stor glæde i Horsens-lejren over nyindkøbet.
Læs også: AC Horsens forlænger med flere
- Hallur Hansson var i mine øjne en af de allerbedste offensive spillere i 1. division i sidste sæson, og i en længere periode har han været en af de bedste på det færøske landshold. Han har en dna, som jeg elsker; han er taktisk fantastisk, han er et fysisk pragteksemplar, han evner at løbe højintense løb, han arbejder hårdt, og han har en fremragende selvforståelse, siger cheftræner Bo Henriksen, der er overbevidst om, at færingen kan komme til at gøre en forskel for Horsens.
Havde flere tilbud
Hallur Hansson oplyser selv, at han havde flere bejlere, men projektet i AC Horsens fik ham overbevist om, at CASA Arena skulle være hans nye hjemmebane.
- Efter sæsonen i Vendsyssel fik jeg besked om, at der var forespørgsler, og jeg var i tvivl om min fremtid, men efter samtalen med Bo Henriksen var jeg ikke længere i tvivl. Han ville virkelig gerne hente mig til AC Horsens, og projektet som helhed tiltaler mig helt vildt. Bos planer for mig og holdet og muligheden for at spille i Superligaen betyder meget, og min mavefornemmelse er den rigtige, fortæller Hallur Hansson.
Hallur Hansson indledte sin seniorkarriere i skotske Aberdeen, hvor han var i tre år, inden han skiftede til Færøerne og HB Thorshavn. Siden nåede han halvandet år i AaB inden en mellemstation i hjemlandets Vikingur Gøta, inden Vendsyssel FF hentede ham til klubben.