Holdkammeraterne hepper på Elmar Bjarnason
Elmar Bjarnason spiller til daglig i AGF, men lige nu er han en del af det islandske EM-eventyr
Island chokerede mandag aften fodboldeuropa ved at slå England ud af europamesterskaberne i Frankrig. Island vandt ottendedelsfinalen mod englænderne med 2-1. Med på holdet var AGFs Elmar Bjarnason, og hjemme i Aarhus følger holdkammeraterne i øjeblikket med i den islandske kants EM-eventyr.
- Det var en fantastisk flot kamp i går, og det er jo selvfølgelig en utrolig oplevelse, han går igennem lige nu. Det er vildt, må man sige, siger AGF-spilleren Daniel A. Pedersen.
Også Elmar Bjarnasons chef kigger med, når Island løber på banen i Frankrig. Han tror, at Elmar Bjarnason tager nogle erfaringer med hjem, som han kan få gavn af i AGF.
SE OGSÅ: Silkeborg IF skriver kontrakt med Mikkel Cramer
- Det er jo fantastisk, at vi har en spiller, som optræder i dagligdagen for AGF, som nu gennemlever en fantastisk periode med Island. Sikke nogle erfaringer og oplevelser han tager med sig hjem, siger cheftræner Glen Riddersholm.
Selvom spillerne nok håber, at Island når så langt som overhovedet muligt, så glæder holdkammeraterne sig til, at Elmar Bjarnason igen er at finde på AGFs træningsanlæg.
SE OGSÅ: Agesen om hård sæson: Det var tungt
- Det er jo sådan noget, han kan kigge tilbage på resten af livet, og vi glæder os til, at han kommer tilbage, siger Danny Olsen.
Randers FC er også repræsenteret
Det er dog ikke kun AGF, der har andel i det islandske fodboldeventyr. Også et andet østjysk mandskab har folk med i den islandske landsholdslejr.
Den nyudnævnte Randers FC-træner Ólafur Kristjánsson er nemlig også med Island til EM. Her fungerer han som scout for holdet.