Her er Norma: Dokk1s nye medarbejder er ankommet
Robotten Norma er ny medarbejder på Dokk1 i Aarhus
Dokk1 i Aarhus har fået en ny medarbejder. En af den slags, der skal pakkes ud af en papkasse og ikke tager for sig af retterne ved frokostbordet.
Det er nemlig robotten Norma, der er føjet til medarbejderskaren på Aarhus' Hovedbibliotek og kulturcenter på havnefronten.
Og i dag, onsdag, var første dag for Norma i de nye omgivelser i Aarhus.
Læs også
- Vi er helt overbeviste om, at robotterne bliver en stor del af vores fremtid og måske hurtigere, end vi tror. Vi skal bruge Norma til at prøve forskellige funktioner af i kommunal kontekst. Hun skal være en slags serviceperson, der for det første kan være med til at løse nogle konkrete opgaver, men som også kan være med til at skabe en indsigt hos borgerne om, at den slags måske snart bliver en del af hverdagen, siger Bo Fristed, der er leder af afdelingen for Innovation, Teknologi og Kreativitet i Aarhus Kommune.
Robotten Norma har kostet i omegnen af 100.000 kroner, og dens første opgaver bliver på Hovedbiblioteket på Dokk1, inden den skal prøves af i andre funktioner i kommunalt regi.
- I første omgang skal hun stå nede i biblioteket og hjælpe borgerne med at få formidling omkring de mange materialer og bøger, vi har på biblioteket, siger Bo Fristed.
Læs også
Derefter er det planen, at Norma rykker videre til Borgerservice, Stadsarkivet og derefter et lokalcenter, hvor robotten skal skabe adspredelse og glæde blandt beboerne.
Men hvorfor bruge en robot og ikke mennesker?
-Der er ikke noget galt med mennesker, men vi har her en mulighed for, at vi kan få robotten til at løse nogle opgaver, som bliver lavet af medarbejdere i dag, så på den måde kan den være med til at reducere presset både på vores økonomi, men også på vores medarbejdere, som har travlt. Hvis den kan løse nogle trivielle ting, vil det være en rigtig god gevinst for dem, siger Bo Fristed.
I videoen øverst på siden kan du se og høre mere til Norma, som har første er ny i job på Dokk1.