Fem hjernerystelser har ikke slået Randers FC-talent ud
Randers FC-talentet Mikkel Kallesøe har siddet ude siden oktober med en hjernerystelse, men comebacket lader stadig vente på sig
Mikkel Kallesøe var en af de helt store åbenbaringer i starten af sæsonen for Randers FC. Han spillede sig hurtigt ind i startopstillingen, scorede tre afgørende mål og leverede en enkelt assist.
Men de sidste fire måneder har en hjernerystelse desværre betydet, at den 19-årige spiller har været sat helt ud af spillet.
Læs også
- Det har selvfølgelig været utroligt hårdt. Når man synes, man har gjort det okay på førsteholdet, og når man endelig har fået chancen. Og så at blive slået tilbage med denne her hjernerystelse. Det var lidt en hård ting at sluge, fortæller Mikkel Kallesøe og fortsætter.
- Men jeg er sikker på, at jeg nok skal komme tilbage og finde min form igen. Jeg er fortrøstningsfuld.
Den unge kantspiller har ikke været i aktion for Randers FC siden 2-0-sejren over Lyngby i slutningen af oktober. Han fik dog en halvleg i årets første træningskamp mod AC Horsens, men efter den blev han ramt af forvirrelse og træthed og var påvirket af det i flere dage efter.
Lys for enden af tunnellen
I den sidste uge er tingene dog - så småt - begyndt at se lysere ud.
- Det går fremad. Det er først her de seneste fire til seks dage, at jeg ikke har haft nogen symptomer. Så jeg begynder at kunne se lidt lys for enden af tunnellen nu, siger Mikkel Kallesøe, der også er begyndt at kunne gå til den i fitnesslokalet uden gener.
Hjernerystelsen har betydet, at Kallesøe til tider har følt sig forvirret og så har den også påvirket hans koncentrationsevne.
- Jeg skulle på et tidspunkt ned og handle, og der var mange folk omkring mig. Der kunne jeg ikke rigtigt overskue det hele. Der troede jeg egentlig jeg var ved at være ovre det og snart kunne være klar igen, men det kunne jeg ikke.
Et skrækeksempel i AGF
Amerikaneren A.J. Soares skiftede i begyndelsen af denne sæson til AGF, men i november måtte den 27-årige midterforsvarer indstille karrieren med øjeblikkelig virkning. Årsagen var en slem hjernerystelse, der fik specialister til at fraråde ham at fortsætte som professionel fodboldspiller.
Læs også
Selvom Mikkel Kallesøe har været ramt af flere hjernerystelser i sin hidtil korte karriere, så har han dog ikke frygtet at skaden vil betyde at han også må stoppe karrieren.
- Nej, det har jeg faktisk ikke. Jeg er sikker på, jeg nok skal komme tilbage, lyder det fra Kallesøe.
Ingen dato for comeback
Selvom det begynder at lysne for Mikkel Kallesøe, så er der dog fortsat ingen udsigt til en dato for comebacket endnu.
- Det er nok det, der er sværest at sluge, at man jo ikke ved hvor lang tid, man er ude. Det er jo ikke lige som, hvis man vred om på en ankel. Det kan man jo behandles for. Med en hjernerystelse er det mere med at man skal tage den med ro i noget tid. Så det har været svært, at der ikke er nogen dato for, hvornår man er tilbage, fortæller han.
Der er også kun én ting, der for alvor hjælper, når det kommer til hjernerystelser.
- Det er tålmodighed, og det er ikke lige min bedste ven. Så det er svært. Men ja, det er jo nok det, der hjælper mest på en hjernerystelse, det er at være tålmodig og bare tage den tid, det tager.
Mikkel Kallesøes hjernerystelse er faktisk den femte, han har været ramt af. I videoen øverst på siden kan du høre ham fortælle om den første - og værste - hjernerystelse, som han pådrog sig som 15-årig i en ungdomskamp for Randers FC.