Foredragsholder: Skolen er vigtig for smartphone-regler
Skolen er vigtig for regler om smartphone-brug i hjemmet, mener foredragsholder i digital dannelse
Mange skoler har indført smartphone-regler for at forhindre børnene i overdreven mobilbrug i skoletiden.
De regler er blevet smittet af på hjemmet, hvor mange forældre har taget skolens regler til sig under eget tag, viser en stikprøve på en skole i Silkeborg foretaget af TV 2 | ØSTJYLLAND.
Læs også
Og det er ganske fornuftigt, at man som skole vejleder på området, mener Søren Hebsgaard, der er foredragsholder om digital dannelse.
- Jeg synes, det viser rigtig godt, hvordan forældre bliver inspirerede, og hvor vigtigt det er, at en skole sætter nogle regler og normer, siger han.
- Skolen har en helt særlig position, fordi de har kontakt med rigtig mange børn. De har mulighed for at bestemme noget, der gælder for rigtig mange børn, og det kan man ikke som almindelig forælder, siger Søren Hebsgaard.
Læs også
Han sammenligner smartphone-reglerne med reglerne i trafikken.
- Vi lærer også vores børn at cykle og navigere i trafikken, men det er nogle andre, der laver færdselsreglerne. Vi kan gøre det nemt at navigere, når vi er enige om, hvornår vi gør noget rigtigt og forkert, siger han.