Fire personer på sygehuset efter brand i Randers
En brand i en etageejendom på Vølundsvej i Randers har fredag aften sendt fire personer på sygehuset
Fire personer er fredag aften bragt på sygehuset i Randers efter en kraftig brand i en ejendom på Vølundsvej i Randers. De fire skal nu tjekkes for røgforgiftning.
Indsatsleder Niels Henrik Nielsen fortæller, at det tyder på, at branden er opstået i en lejlighed. En ung kvinde, der befandt sig i lejligheden, fik reddet sig selv og flere dyr ud.
Da brandvæsenet nåede frem, blev yderligere tre personer reddet ud af etageejendommen.
Læs også
- Der er tale om en ret kraftig brand. Den ene lejlighed er total udbrændt. Trappeopgangen er røg- og sodskadet, mens tre andre lejligheder er røgskadet, siger Niels Henrik Nielsen til TV 2 I ØSTJYLLAND.
Brandvæsenet fik anmeldelsen fredag klokken 18.33.